1.
I Aftenens Glans mon gløde
Bjergenes Krop,
Og Fuldmånen hist, den røde,
Hæver sig op;
I Dalen er Alt så mørkt og tyst,
Sødt Kilderne kvæge Klippens Bryst,
Orangen højt, den søde,
Sig vugger i Træets Top.
2.
Forsigtigt mit Æsel træder
Kløftbroens Bræt,
Til Fodret han alt sig glæder,
Foden er træt.
Han støder din Røst i Luften hen,
Det klinger fra Bjerg og Dal igen; –
Han ryster Trensens Keder,
Og spidser sit Øre net.
3.
Selv langsomt jeg Foden flytter,
Stejl er min Gang;
Mod Fjeldvæggen Hånden støtter,
Stien er trang;
I Vinhaven brænder rødt et Bål,
Der venter mig huldt min Længsels Mål; –
Jeg ved jo, hist hun lytter,
Og hører nok alt min Sang.
4.
De sortbrune Øjne tindre,
Stjernerne lig,
De sige mig: ”Hjertets Indre
Brænder for Dig!”
Højt lyder Kapellets Klokkeklang,
Da nynner hun fromt sin Aftensang:
Madonna! huldt Du lindre
Min Længsel evindelig!
5.
O! Nina, min unge Kvinde!
Liflig og varm!
Snart skal jeg omkring Dig vinde
Kraftigt min Arm;
Trygt kysser jeg Læbens Rosenblad,
Som skulde vi aldrig skilles ad; –
Og Morgnens Sol skal finde
Os slumrende Barm mod Barm.