Dansk tranquebar-vise
Med mesopotamisk omkvæd

Tekst: Jens Baggesen, 1791 (1764-1826)

Melodi: Dansk folkemelodi

Erling Jan Sørensens klaver-arrangement

med egne forspil, mellemspil, efterspil.

1.

Jeg lever, rolig og munter, her
Så lunt i Jordklodens anden Ende;
Min Flaske halv kun uddrukken er,
Og nyssens lod jeg min Pibe tænde;
Og når jeg drikker, og når jeg smøger,
Jeg kæk med Skæbnens Orkaner spøger —
Ski-olski-dol!

2.

Og hvorfor skulde jeg plage mig
Med sorte Griller og mørke Tanker?
Vor Verden er, som man tar den sig;
Jeg Roser mellem dens Torne sanker;
Og hvor man vender sig hen på Jorden,
Stå begge blandte fra Syd til Norden —
Ski-o-po-dol!

3.

Sandt nok! jeg sidder på denne Knub
En tyve tredive hundred Mile
Fra København og den kære Klub,
Og kan i Aften derhen ej ile,
Om mine Ben var end nok så lange
Som Laffers øgede tusind Gange —
Po-dol-ski-o!

4.

Men når jeg undtager denne Torn,
Så ser jeg heller ej mange flere;
Thi synger jeg, som jeg sang tilforn,
Min Sjæl i Griller skal ej krepere!
Vort Livs Kattun overalt er broget,
Og, hvor man lever, man savner noget —
Dol-ski-o-po!

Her er så hele digtet i hele sin ordlyd

Jeg lever rolig og munter her

Dansk tranquebar-vise
Med mesopotamisk omkvæd

1.

Så lunt i Jordklodens anden Ende;
Min Flaske halv kun uddrukken er,
Og nyssens lod jeg min Pibe tænde;
Og når jeg drikker, og når jeg smøger,
Jeg kæk med Skæbnens Orkaner spøger —
Ski-olski-dol!

2.

Og hvorfor skulde jeg plage mig
Med sorte Griller og mørke Tanker?
Vor Verden er, som man tar den sig;
Jeg Roser mellem dens Torne sanker;
Og hvor man vender sig hen på Jorden,
Stå begge blandte fra Syd til Norden —
Ski-o-po-dol!

3.

Sandt nok! jeg sidder på denne Knub
En tyve tredive hundred Mile
Fra København og den kære Klub,
Og kan i Aften derhen ej ile,
Om mine Ben var end nok så lange
Som Laffers øgede tusind Gange —
Po-dol-ski-o!

4.

Men når jeg undtager denne Torn,
Så ser jeg heller ej mange flere;
Thi synger jeg, som jeg sang tilforn,
Min Sjæl i Griller skal ej krepere!
Vort Livs Kattun overalt er broget,
Og, hvor man lever, man savner noget —
Dol-ski-o-po!

5.

Hvad har man hist, som man her ej har?
Lidt bedre Smør — det er hele Svien!
Jeg dette Savn mig så nær ej tar —
Og hvad er Smør mod Filosofien?
Jeg uden Smør vel skal hytte Livet,
Og ene dertil blev Mad os givet —
Emme-ba-si!

6.

Man har en Stjerne — jeg tror Polar —
I Haletippen af den Børnlille,
Hvorom mig sagde min salig Far,
At den for Danske står altid stille;
Det gør mig ondt for den gode Stjerne;
Den løb, som andre, vel også gerne —
Op-emme-ba!

7.

Man har for Resten Musik og Sang:
Jeg tror, man kalder det Operetter;
Men jeg forstår mig kun lidt på Klang,
Og er i Dudeldum-Troen Kætter,
For mig må Pokker ta Trille Tralle
Daleidi lari, daleidi ralle,
Klemme-ba-si!

8.

Den Flok af Skønne, man finder der,
Jeg her ej heller så blodig savner;
Thi, sandt at sige, jeg ikke seer,
Hvortil den Flok uden Elskov gavner;
Og Elskov, medens jeg har Forstanden,
Jeg skyer og frygter, som selve Fanden —
Basi-o-po!

9.

Al Jordens Elskov er Skum på Vand;
Dens Vellyst opvejer ej dens Pine —
Når ene Dig jeg kun have kan,
Tilbedte, himmelske Caroline!
Så har jeg nok, og for andre Smukke
Jeg ingentid, som en Nar, skal sukke —
Sio-po-do!

10.

Ski-olski, dolski, o-podol-ski!
Podolski-o-sio, podol, skio:
Basiopo, dolski-o-basi
Op emmebasi o podol skio!
Lemme basio podolski, lemme,
Klemme basio podolske, klemme —
Ba-sio-po!