1.

Kirsten:
"Hør, ungersvend, sig ikke nej,
leg tavlebord med mig!"
Sverkel:
"Jeg ejer ej det røde guld
at sætte op mod dig,"
Kirsten:
"Sæt du kun op din gode hat,
og fast om den er grå,
se, jeg min perlesnor har sat,
tag den, kan du den få,"
Begge:
Den første gang guldterning på tavle bordet randt,
den ungersvend han tabte, men jomfruen hun vandt,
han tabte, hun vandt.
han tabte, hun vandt.

2.

Kirsten:
"Hør ungersvend, sig ikke nej,
leg tavlebord med mig!"
Sverkel:
"Det røde guld jeg ejer ej,
at sætte op mod dig."
Kirsten:
"Sæt du din kjortel da på spil,
ja, fast om den er grå,
min krone af guld jeg sætte vil,
tag den, kan du den få."
Begge:
Den anden gang guldterning på tavlebordet randt,
den ungersvend han tabte, men jomfruen hun vandt,
han tabte, hun vandt,
han tabte, hun vandt.

3.

Kirsten:
"Hør ungersvend, sig ikke nej,
leg tavlebord med mig!"
Sverkel:
"Jeg ejer ej det røde guld,
at sætte op mod dig."
Kirsten:
"Din lykke har du ret i spil,
nu vel, sæt dine sko;
mod dem mig selv jeg sætte vil,
min ære og min tro."
Begge:
Den tredje gang guldterning på tavlebordet randt,
den jomfru tabte spillet, men ungersvenden vandt,
hun tabte, han vandt,
han tabte, hun vandt.

4.

Kirsten:
Til fruebur den jomfru går:
"Var det slig skæbne værd!"
Sverkel:
Den ungersvend i gården står,
stolt støttet til sit sværd.
Kirsten:
"Gud lad mig dø" - var hendes bøn.
"Der tårer blive spildt,
du får den bedste kongesøn
og ingen gangerpilt".
Begge:
"Er du den bedste kongesøn, jeg dig da hører til,
mig selv, mit hele hjerte, jeg glad dig give viL"
Hun tabte, han vandt,
han tabte, hun vandt.

Hans Christian Andersen, 1805-75
Johan Peter Emilius Hartmann, 1805-1900