Sang nr. 2
1.
KLINT.
Hvor første Gang jeg sammen med Hr. Løjtnanten kom,
det lige på Tunen mig brænder;
det - hvis jeg ikke fejler - var i et Selskab, som
blev givet hos en - Mand, som jeg kender.
LØJTNANT.
Ja ganske rigtig var i Selskab det bestemt,
men hvor - ja jeg må tilstå - det har jeg selv forglemt.
KLINT.
Mon hos farver knap?
LØJTNANT.
Nej der var det vel knap.
KLINT.
Hos Etatsråd blok?
LØJTNANT.
Ja hør, der var det nok.
Ak ja, man bliver bedt jo så mange Steder om,
man husker ikke alle sine Venner.
2,
KLINT.
De kommer meget ud?
LØJTNANT.
Ja, mere end jeg vil,
man trækkes jo i Høflighedens Lænke,
man bliver bedt til Selskab, til Løjer og til Spil,
så nødes man -
KLINT.
Ja det kan jeg tænke.
LØJTNANT.
Men hvor var det dog nu, jeg første Gang Dem så ?
Det synes jeg bestemt jeg må kunne komme på.
hos Baron Gerard -
KLINT.
Jeg aldrig været har.
LØJTNANT.
Var det da måske
hos Grev von Silberse ?
MADSEN.
Hvad, kommer De til Grever?
LØJTNANT.
Man tvinges jo dertil,
man nødig sine Venner vil krænke.
3.
MADSEN.
Ja Fyren der forstår nok den fine Maner.
LØJTNANT.
Men, kære!
MADSEN.
Gør nu ingen komplimenter!
(Til Klint) De kender ham?
KLINT.
Jeg har jo den ære,
LØJTNANT.
Åh jeg be'r!
Et nøjere Bekjendtskab jeg mig venter.
Mit Navn har De vel glemt?
KLINT
kan De mene det?
(
Afsides)
Hvad aldrig man har vidst, det man glemmer ikke let'
LØJTNANT.
Deres Navn er - bi!
jeg løber sur deri.
KLINT
Klint jeg hedd -
LØJTNANT.
Ja Gud!
MADSEN
Det havde de svedt ud.
LØJTNANT.
Ja Navne let jeg glemmer, men derpå ej De ser,
vi er jo dog gamle Bekjendter.
